Det kan du gøre

Kemikalier er uundværlige i en moderne hverdag, men hvis du synes, at det giver god mening at undgå unødig og problematisk kemi i hverdagen, så har vi samlet en række råd og anbefalinger til dig her.

8 tips til hvordan du skruer ned for kemikalietrykket i din hverdag:

  • Gå efter miljømærkerne, når du handler
    Vælg produkter mærket med Svanen eller Blomsten. Mærkerne viser, at produkterne er blandt de mest miljøvenlige på markedet, og samtidig stiller Svanen og Blomsten skrappe krav til kemikalier. 

  • Brug Kemiluppen
    Kemiluppen er en gratis app fra Forbrugerrådet Tænk Kemi. Den hjælper dig med at undgå problematiske stoffer i kosmetik og personlige plejeprodukter. 

  • Vask dit nye tøj, før du tager det på
    Der bliver brugt mange kemikalier til fremstilling af tekstil, og der kan derfor være kemikalierester i dit tøj, når du køber det. Så vask altid nyt tøj, før det tages i brug.
      
  • Undgå så vidt muligt parfume
    Parfume findes i rigtig mange hverdagsprodukter, og parfume er en årsag til at mange udvikler allergi. Hvis du vil forebygge allergi, bør du undgå produkter med parfume eller begrænse brugen mest muligt. Det kan være en hjælp at gå efter produkter, der er mærket med Den blå krans. 

  • Luft ud og gør rent
    Kemikalier frigives fra fx møbler, elektronik, tøj og sko over tid. En del kemikalier hænger i luften og binder sig til støv og nullermænd. Derfor er det en god idé at lufte ud flere gange om dagen, og fjerne støv en gang om ugen. 

  • Gør som der står på produkterne
    Følg altid brugs- og doseringsvejledninger på produkterne. For meget vaskemiddel er skidt både for dig og for miljøet. 

  • Køb økologiske fødevarer
    Gå efter det røde Ø eller EU’s økologimærke. Mærkerne garanterer nemlig, at fødevarerne er produceret uden brug af sprøjtemidler. 

  • Gå efter Coops egne varemærker
    I Coop stiller vi strenge krav til de varer vi sælger – krav der går udover lovgivningen. Alle Coops egne varer er, på nuværende tidspunkt, fri for minimum 10 af de 12 kemikalierne i Det beskidte dusin. Hvis du vil være ekstra forsigtig giver det derfor god mening at gå efter Coops egne varemærker.